En glutenfri version af en rigtig klassiker, nemlig kagen Bedstefars Skæg. En syrlig, sød og svampet kage med marengs på toppen.
Arbejdstid: 1 time
Tid i alt: 2 timer
Antal: 8-10 personer
INGREDIENSER
Rabarberkompot:
200 g rabarber
60 g sukker
2 tsk vaniljesukker
Dejen:
250 g smør
150 g flormelis
50 g sukker
2 tsk vaniljesukker
3 æg
2 tsk bagepulver
50 g glutenfri havremel
100 g rismel
50 g majsstivelse
½ økologisk citron, saften og skallen herfra
Mazarinmasse:
75 g marcipan
50 g sukker
35 g blødt smør
1 æg
Marengs:
4 æggehvider
225 g sukker
1 tsk vaniljesukker
1 tsk æblecidereddike
FREMGANGSMÅDE
Start med rabarberkompotten, så den kan køle af og sætte sig inden brug.
1. Kom alle ingredienserne til kompotten i en gryde, og lad rabarberne koge ud i cirka 10 minutter. Stil den derefter på køl.
Begynd så på kagedejen.
2. Start med at piske en smørcreme af smør, flormelis, sukker og vaniljesukker - her er det vigtigt med lidt tålmodighed. Cremen skal være helt lys og luftig. Dette er altafgørende for dejens konsistens.
3. Slå derefter 1 æg ad gangen ud i smørcremen og pisk videre.
4. I en separat skål blandes alle de tørre ingredienser, hvorefter blandingen lidt efter lidt tilsættes smørcremen.
5. Nu til mazarinmassen. Sukker og revet marcipan blandes sammen i en skål. Herefter tilsættes smør og æg. De fire ingredienser piskes grundigt indtil konsistensen er ensartet.
6. Hæld nu mazarinmassen over i skålen med kagedej og pisk det hele sammen, så den er tyk og luftig - herved falder kagen ikke sammen under bagningen. Smag den undervejs til med en smule revet citronskal og citronsaft.
7. Kom dejen over i en beklædt eller smurt form - jeg bruger en på 25x30 cm - og bag kagen ved 180°C varmluft i ca. 30 minutter.
Mens kagen bager, forberedes marengsen, som skal pryde toppen.
8. Æggehvider piskes stive, hvorefter sukker, vaniljesukker og æblecidereddike tilsættes. Pisk i ca. 10 minutter.
9. Tag kagen ud af ovnen, men sluk den ikke. Fordel først rabarberkompot og derefter marengs ud over kagen og sæt den tilbage i ovnen.
10. Lad kagen bage videre i ca. 10 minutter eller indtil overfladen er let gylden.
God fornøjelse!
Comments