top of page

Foccacia med persille og feta

Opdateret: 30. dec. 2022

Glutenfri foccacia. Wauw hvor har jeg savnet et godt stykke hjemmelavet foccacia her på matriklen, og nu skulle det være - min version byder på et lille tvist med persille og feta, hvilket gør den lidt anderledes end den traditionelle, men er du gal, det er lækkert!


Arbejdstid: 1 time

Tid i alt: 3 timer

Antal: 4-6 personer

INGREDIENSER


Brødet:

140 g rismel

60 g fuldkornsrismel

80 g majsmel

4 dl lunkent vand (ca. 40 °C)

10 g HUSK

10 g glutenfri tørgær

2 tsk æblecidereddike

1 spsk sukker

1 tsk fint salt


Derudover:

1 håndfuld persille

4 spsk olivenolie + lidt ekstra til formen

50 g feta

Flagesalt

 

FREMGANGSMÅDE


Vi starter med brødet. Jeg bruger en røremaskine, men håndkraft kan også sagtens klare arbejdet.


1. Pisk vand, HUSK, tørgær, æblecidereddike, sukker og salt sammen i en skål - sørg for at gæren er opløst og lad derefter HUSK'en sætte sig et par minutter.


2. I en anden skål blandes rismel, fuldkornsrismel og majsmel, hvorefter det lidt efter lidt æltes sammen med indholdet i den anden skål.


3. Lad røremaskinen ælte dejen i 10-12 minutter for et mere luftigt stykke brød.


4. Find et ovnfast fad - jeg bruger en på 15 x 25 cm - og smør den med en smule olivenolie, så brødet let kan vendes ud af formen.


5. Fordel dejen i fadet, og lad den hvile under et stykke film i 10 minutter.


6. I mellemtiden laves persilleolien, som meget simpelt består af persille og olivenolie, nemt. Bland hakket persille og olivenolie i en skål, og sæt det til side.


7. Skær (eller smulder) fetaen i mindre stykker, og fordel nu feta og persilleolie ud over dejen - prik dybe huller med dine fingre, så det kommer en smule ned i brødet.


8. Dæk igen dit foccacia til med film og lad dejen hæve i minimum 1 time. Drys derefter lidt flagesalt på toppen.


9. Tænd ovnen på 250 °C varmluft og bag brødet i 20-25 minutter eller indtil skorpen er fint afbagt.

Et lille tip:

Et foccacia er lækkert i sig selv, men hvis man vil bruge det til en nem og lækker forret/starter eller en let frokost, så smager det helt fantastisk at riste brødet på en tør pande, hvorefter lidt burrata, frisk tomatsalsa og balsamico glaze fordeles udover.


God fornøjelse!







Comments


bottom of page