En luftig og lækker glutenfri brunsviger, der desuden også fungerer fremragende dagen efter.
Arbejdstid: 45 minutter
Tid i alt: 3 timer
Antal: 6 personer
INGREDIENSER
Dejen:
4 dl mælk
60 g smør
80 g sukker
3 spsk HUSK
8 g glutenfri tørgær (25 g frisk)
1 æg
1 tsk kardemomme
1 tsk salt
160 g rismel
80 g glutenfri havremel
80 g boghvedemel
Fyldet:
200 g smør
250 g brun farin
FREMGANGSMÅDE
1. Vi starter med gærdejen. Smelt smør i en gryde, og tilsæt derefter mælken - varm det op til 40°C, og hæld det over i en røreskål - brug gerne en røremaskine, ellers fungerer håndmikser med dejkrog også udmærket.
2. Tilsæt nu sukker, gær og HUSK, og pisk det godt sammen et par minutter. Slå ægget ud i skålen og pisk videre.
3. Kardemomme, salt, rismel, boghvede og havremel blandes sammen i en separat skål, hvorefter blandingen (i små mængder) hældes over i røremaskinen. Ælt dejen 10-12 minutter, og kom den over i en springform beklædt med bagepapir. Lad nu dejen hæve 1,5 time under et rent klæde.
4. I mellemtiden forberedes sukkermassen, som skal pryde den lækre gærdej - VIGTIGT med massere af snask. Dette er meget simpelt - smelt smør og brun farin i en gryde - dog ikke så meget, at alle sukkerkrystaller smeltes væk. Sæt det til side, og vent på, at dejen hæver færdigt.
5. Tænd ovnen på 190°C almindelig ovn.
6. Når dejen er færdig med at hæve, skal der prikkes (mange) dybe huller i overfladen - dette er klart nemmest, hvis hænderne er lidt våde.
7. Hæld sukkermassen ud over dejen, og bag den i ovnen i cirka 20 minutter.
God fornøjelse!
Comments