top of page

Klassisk lasagne

En glutenfri lasagne fyldt op med ost, smag og en masse kærlighed. Man tager aldrig fejl af en lasagne, og så endda en glutenfri af slagsen.


Arbejdstid: 30 minutter

Tid i alt: 2 timer

Antal: 4-6 personer

Glutenfri lasagne

INGREDIENSER


Kødsovsen:

2 spsk olivenolie

1 bundt forårsløg, hakket

2 fed hvidløg

500 g hakket oksekød

1 squash, revet

2 gulerødder, revet

2 dåser hakkede tomater

140 g tomatpasta

2 dl rødvin

1 terning grønsagsbouillon

1 spsk tørret basilikum

1 spsk tørret timian

Salt og friskkværnet peber

Evt. 1 dl fløde


Mornaysauce:

4 dl sødmælk

25 g smør

2 spsk maizena

150 g revet mozzarella

Muscatnød

Salt og friskkværnet peber


Derudover:

En pakke lasagneplader

150 g revet mozzarella til toppen

 

FREMGANGSMÅDE


Vi starter med kødsovsen, da den har godt af at trække lidt.


1. Find en stor gryde frem og varm olivenolien godt op. Sauter forårsløg og hvidløg et minuts tid, og kom derefter oksekødet i gryden og lad det brune lidt af.


2. Den revne squash og gulerødderne blandes sammen med kødet og steges af inden tomat og rødvin tilsættes.


3. Hakkede tomater, tomatpasta og rødvin hældes nu ned i gryden sammen med en terning grønsagsbouillon. Jeg smuldrer terningen direkte ned i gryden, men hvis du er bange for, at den ikke opløses helt, så opløs den i 1 dl kogende vand.


4. Krydre kødsovsen med tørret basilikum og timian, og smag den derefter til med salt og friskkværnet peber.


5. For en lidt mere cremet sovs tilsætter jeg 1 dl fløde, men dette er ikke nødvendigt. Den smager også fremragende uden.


6. Lad nu kødsovsen simre, gerne en times tid, eller bare indtil mornaysaucen er færdig.


Og så til den hjemmelavede mornaysauce.


7. Find to små gryder frem. I den ene bringes mælken i kog, og i den anden smeltes smørret ved lav varme.


8. Tag nu begge gryder af varmen, og pisk maizenaen ud i den smeltede smør.


9. Sæt gryden med smør og maizena tilbage på komfuret og tilsæt lidt efter lidt den varme mælk, mens der piskes.


10. Når alt mælken er hældt sammen med smør og maizena, så tilsættes osten, og saucen smages til med salt, peber og muscatnød. Lad det simre indtil den ønskede konsistens er opnået.


11. Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og begynd så at samle lasagnen. Jeg lægger lagene i følgende rækkefølge; kødsovs, mornaysauce og lasagneplader. Denne gentages indtil alt pladsen i det ovnfaste fad er brugt. På toppen drysses med revet mozzarella.


12. Bag lasagnen i 30 minutter, og lad den derefter sætte sig i 5-10 minutter inden servering.


God fornøjelse!





Comments


bottom of page