Er der moules frites på menukortet, så er det som regel min go-to. Saucen skal være smagfuld, lækker cremet og muslingerne veltilberedt.
Arbejdstid: 1 time
Tid i alt: 1 time og 30 minutter
Antal: 4 personer
INGREDIENSER
2 kg blåmuslinger
2 løg
2 fed hvidløg
1 stor gulerod eller 2 små, i tern
1 stor persillerod eller 2 små, i tern
1/2 frisk rød chili
4 dl tør hvidvin
3 dl fløde
Olivenolie til stegning
Salt og friskkværnet peber
Frisk persille til toppen
Derudover:
Fritter
Aioli eller mayo
FREMGANGSMÅDE
1. Rens muslingerne for alger, skæg og andet snavs. Skulle nogle af dem være åbne, så eftertjek om de stadig er i live - dette gøres ved at banke dem ned i bordet. Hvis muslingerne trækker sig sammen og lukker i, så lever de stadig, hvis ikke, så kasseres de.
2. Efter rensning af muslingerne er det værd at overveje, hvilken type fritter man godt kunne tænke sig samt forberede dem. Jeg har selv snydt lidt og købt nogle ved den lokale grillbar, da det hører sig hjemme med fedtede friturestegte fritter til moules:))
3. Kom nu finhakket løg, hvidløg, gulerod, persillerod og chili i den største gryde du har, og sauter grøntsagerne i en smule olivenolie.
4. Når løgene er klare, hældes hvidvin og muslinger ned i gryden - læg låg på og lad hvidvinen småkoge og dampe muslingerne. Efter 5-10 min. (eller når alle muslinger har åbnet sig) kommes de over i en skål, der dækkes til med et låg/stanniol og viskestykker, så de holder varmen.
5. Hvidvinen er stadig tilbage i gryden - denne koges ind til cirka halvdelen, hvorefter den laves til vores sauce.
6. Tilsæt fløden og smag til med salt og friskkværnet peber. For at få en cremet og fyldig sauce koges den op under skarpt opsyn et minuts tid.
7. Når du er tilfreds med smag og konsistens, så kommes muslingerne tilbage i gryden, hvor saucen igen koges op et minuts tid.
8. Drys lidt grofthakket frisk persille udover muslingerne, bare fordi det er lækkert.
Fritterne serveres som en side dish til muslingerne og meget gerne med aioli eller mayo;)
God fornøjelse!
Comments